Verden ifølge Khader (BT-blog)

Her på siden kan du læse Naser Khaders seneste indlæg i debatten, bl.a. fra www.religion.dk og fra Nasers egen blog "Verden ifølge Khader" på www.bt.dk. God læselyst!

fra www.bt.dk, 29. december 2011:

http://www.bt.dk/politik/forstaa-det-nu-obama.-syrien-behoever-hjaelp

fra www.berlingske.dk, 31.juli 2011:

Dette er mit sidste rejsebrev. Jeg synes det har været meget berigende at rejse til Syrien i denne tid. Jeg er glad for, at jeg tog beslutningen, selvom det ikke var risikofrit. For det er enormt vigtigt, at vi holder fokus på og presset udviklingen og presset på regimet. Hvis vi glemmer at følge med i, hvad der sker i landet, er jeg overbevist om, at forholdene vil forværres drastisk for frihedskæmperne. Det er også en af grundene til, at jeg mener, at vi skal bevare (og måske styrke!) vores diplomatiske forbindelser i landet. De gør et fantastisk stykke arbejde i forhold til den syriske opposition og ngo’er - og ikke mindst til at være Danmarks ører og øjne i landet. Vores udenrigsminister, Lene Espersen, har sammen med USA og Frankrig indtaget en meget offensiv position over for regimet. Men jeg mener, at EU og især EU’s udenrigs Cathrine Asthon har svigtet. Derfor foreslår jeg, at EU udpeger en særlig Syrien-udsending, hvis ansvar det er at holde øje med regimet, og at det bliver David Milliband, Englands tidligere udenrigsminister. Det bliver spændende at følge med i, hvordan tingene udvikler sig i den nærmeste fremtid. Nu (mandag) begynder Ramadanen, og forventningerne hos den syriske befolkning er store. For det første vil der kun blive arbejdet om formiddagen, så alle vil have tid til at demonstrere. For det andet betyder Ramadanens komme også, at det vil være fredag hver dag i en måned. Som bekendt starter mange demonstrationer efter fredagsbønnen, derfor regner mange med, at demonstrationerne vil tage til i styrke i den kommende tid.

Den syriske økonomi er i knæ i øjeblikket. Det eneste der holder den kørende er tilskuddene fra golflandene. Det må stoppe, for mange er enige om, at styret vil falde, når økonomien falder sammen, og pt. bliver den holdt kunstigt i live. Her må EU og USA ligger stort pres på Golflandene, så de stopper den pengestrøm, som sikrer Assad-regimets overlevelse. F.eks. har min fætter, der er snedker ikke modtaget nye ordrer i 3-4 uger. Det er hårdt for de private erhvervsdrivende, at landets økonomi er sat helt i stå. Derfor håber jeg også, at Vesten vil give en hånd til det nye Syrien, når der atter er faldet ro på. Dette kan vi gøre ved at investere i landet, eller vi kan tage dertil som turister.

Når styret falder, og det ny Syrien bliver etableret, vil turismen kunne vende tilbage. Det er hårdt tiltrængt for landets skrantende økonomi - Hvor er det dog trist at gå gennem souken (bazaren) og se, at der kun er iranske og tyrkiske turister i landet. Vi skal have flere vestlige turister til landet, for Syrien er virkelig et pragtfuldt land. Det har en sjælden mangfoldighed i sin kulturrigdom, som ikke findes mange andre steder i verden. Det er et land, der har gjort sig gældende op gennem historien for såvel religioner som for videnskaberne, kombineret med et flot klima og et af mellemøstens mest venlige og gæstfri befolkning

Jeg håber virkelig, at de iagttagere, der siger, at styret vil falde i løbet af Ramadanen, får ret. For jo længere tid der går desto større risiko for borgerkrig. Syrerne fortjener den frihed, de så brændende ønsker sig.

fra www.berlingske.dk, 31.juli 2011:

Hidtil har middelklassen og erhvervsfolkene i Syrien lurepasset i forhold til oprøret. Flere erhvervsfolk bliver beskyldt for at støtte Assad, fordi de ikke tager klar afstand fra ham. Der er en ganske naturlig forklaring på deres afventende position. Assad har på mange ladet sig inspirere af den kinesiske og vietnamesiske model, hvor man ved at forhøje folks levestandarder tager brodden af utilfredsheden over manglende frihed. Da Assad overtog magten, forbedrede han virkelig forholdene for det syriske erhvervsliv. Assads far havde fulgt en linje, hvor befolkningen hverken fik brød eller frihed. Da den nuværende præsident kom til, sørgede han for at folket fik brød på bordet. Dermed opstod der en betydelig middelklasse i landet. Det er denne middelklasse, der nu tøver med entydigt at vælge side.

Nogle har selvfølgelig valgt demonstranternes side. For ca. tre uger siden arresterede styret en del af de erhvervsfolk, der ejer stenbrud i min fødeby, under påskud af, at de støttede oprørerne.

Jeg mødtes med en af Syriens største erhvervsfolk. Han er én af dem, der bliver beskyldt for at støtte regimet. Det var et meget spændende møde, for han havde en interessant analyse af, hvordan revolutionen vil udvikle sig. Han fortalte, at han gør, hvad han kan, for at regimet ikke skal slå for hårdt ned på demonstranterne. Bl.a. har han sagt til Assads general, at de ikke må bruge skatteydernes penge på kugler. Han er én af de erhvervsfolk, der er midt i en transformationsproces.

Vi havde en lang snak om det syriske erhvervsliv og den syriske middelklasse. Han er overbevist om, at revolutionen står og falder med deres deltagelse. Og deres deltagelse afhænger i høj grad af deres økonomiske situation. Det, der bekymrer regimet allermest er økonomien. Derfor er det netop nu en meget afgørende tid i Syrien, for han fortalte, at økonomien er gået helt i stå. De få turister, der er, kommer fra Tyrkiet og Iran. Der er ingen vesterlandske turister. Videre starter Ramadanen snart, og så bliver det spændende at se, om ikke også middelklassen kommer på gaden.

En anden grund til at han også tror, at det er et spørgsmål om tid, før erhvervsfolkene gør oprør er, at regimets korrupte folk og militærfolk er dybt involverede i de syriske virksomheder. F.eks. har præsidentens fætter, Maklouf, der er en landets rigeste og ejer det syriske telefonnet, flere gange brugte han sin indflydelse på at gennemtvinge love, der kommer ham selv til gode. Han pressede bl.a. en lov igennem, der gav ham rettighederne til at forhandle BMW og Mercedes i Syrien. Det var ellers en anden familie, der i generationer havde siddet på disse rettigheder. Derfor ligger der en ulmende utilfredshed hos erhvervsfolket, som risikerer at tage til i det øjeblik, hvor økonomien er gået i stå.

Derudover er både middelklassen og erhvervsfolkene allerede (indirekte) dybt involverede i oprøret. Det er nemlig primært børnene af disse folk, der går på gaden og demonstrerer. Middelklassens børn er en generation af unge mennesker, der er vokset op med højere levestandarder end deres forældre. Mange af dem har været i Vesten for at studere, og har taget mange af de vestlige værdier til sig. De vil have medbestemmelse over samfundet og ejerskab over eget liv. De vil ikke nøjes med brød. De vil have frihed. Det er kun et spørgsmål om tid, før forældrene følger trop.

fra www.berlingske.dk, 31.juli 2011:

Når udlændinge først kommer til Danmark, er det spørgsmål jeg oftest får: Hvad er særlig godt ved Danmark? Hvad er du mest stolt over? For mig er det naturligt at svare demokratiet og de demokratiske værdier. Når jeg får det samme spørgsmål om Syrien, er svaret; den religiøse mangfoldighed.

I Syrien lever muslimer, kristne, drusere, alawitte og mange andre religiøse minoriteter side om side. Landet har altid været et sted med stor religiøs mangfoldighed, og har op gennem historien haft stor betydning for mange religioner. Den lige vej ligger i Damaskus, stedet hvor Paulus fik sin åbenbaring og blev kristen. Muhammed lod sig inspirere af en kristen, syrisk munk på hans mange rejser til landet. Ma’alula, det eneste sted i verden hvor der stadig tales aramæisk, det Jesustalte, ligger i Syrien. Mel Gibson brugte en sprogkonsulent fra byen under indspilningen af filmen ”The Passion of the Christ”. Byen er ligeledes at finde på UNESCO’s liste over bevaringsværdige steder. I byen findes to gamle klostre, begge placeret på omkringliggende bjergtoppe. Et græsk-katolsk munkekloster og et romerskkatolsk nonnekloster. Det ene kloster er et af de ældste klostre i verden. Inde i det finder man en marmorfond, hvori der drypper vand fra klippevæggen. Kilden siges at have helende egenskaber og både muslimer og kristne valfarter dertil for at blive helbredt. At både muslimer og kristne kan samles i dette kloster, siger en del om den religiøse rummelighed i landet.

Denne rummelighed, frygter mange af de religiøse mindretal, vil blive svækket, hvis Assads styre bliver væltet. Det er en frygt, som regimet bevidst har plantet i dem, særligt i alawitterne og ide kristne. På min rejse til Syrien sad jeg en aften på en restaurant ved den græsk-ortodokse kirke. I denne kirke havde man arrangeret en pro-Assad demonstration. De demonstrerende kom ud af kirken iført t-shirts med følgende påtrykte skrift: ”Vi stoler kun på Gud og Assad”. Ikke alle kristne støtter Assad regimet, men det er særligt de kristne institutioner og patriarker, der støtter Assad.

Mange af de mest fremtrædende oppositionspolitikere er kristne. Jeg mødtes med én af dem. Han fortalte mig, at han ville ønske, at de kristne patriarker ville stoppe deres entydige støtte til Assad. Det var ikke fordi, han ville tvinge dem til at deltage i oprøret. Han ville bare ønske, at de ville holde lav profil. Han fortalte, at det, der er behov for, er at oppositionen bliver bedre til at videreformidle de gode historier til de religiøse mindretal. For kun gennem disse, kan man vinde deres tillid til at de også har en plads i landets fremtid. Han nævnte bl.a. en episode i Syriens 4 største by, Hama,, hvor nogle oprørere havde smidt en kristen familie ud af hus og hjem, hvorefter de selv var flyttet ind. De toneangivende demonstranter i byen, havde reageret ved at forvise bøllerne fra alle demonstrationer. Bagefter havde de hentet den kristne familie, givet dem deres hjem tilbage og sat vagter ved huset, så de kunne føle sig trygge. Det var den slags beretninger, han gerne ville have ud til de kristne. For de kan fungere som et løfte om, at der er plads til dem under et nyt styre. Han fortalte i samme ombæring, at han på ingen måde var nervøs for om der var plads til religiøse mindretal i fremtiden.

Jeg tror, den kristne oppositionspolitiker og (og i øvrigt også en diplomat fra den franske ambassade – Frankrig har traditionelt haft et tæt forhold til de syriske og libanesiske kristne) har helt ret i, at de kristne institutioner burde forholde sig mere passivt. De kristne skal have lov til at støtte hvem, de vil. Men jeg synes, de spiller et højt spil ved helt entydigt at støtte Assad. Dette mener jeg, fordi der vil komme et regimeskifte før eller siden. Hvis de er nervøse for deres plads i landets fremtid, vil det klogeste eller sikreste være at lade være med at vælge den ene parts side og i stedet forholde sig mere afventende.

Men højt spil eller ej, så tror jeg også, at den kristne oppositionspolitiker har fuldstændig ret i, at de religiøse mindretal ikke har noget at frygte. Selvfølgelig er der en risiko for, at tingene forværres, men jeg tror ikke det vil ske. Syrien har så lang og indgroet en tradition for religiøs rummelighed – jeg er kun én ud af mange, der nævner dette punkt som dét, jeg er mest stolt ved landet – at folket generelt og uanset religion, vil kæmpe for at beholde denne tradition.

fra www.berlingske.dk, 31.juli 2011:

Vi hører meget om de dræbte, men kun meget lidt om de sårede i Syrien. Fredag var der mindst 32 dræbte demonstranter. Lørdag blev 30-40 mennesker slået ihjel i Syrien. Alene i al-Kaboun, nabobyen til min fødeby, var der 25 dræbte. Tal fra internationale organisationer anslår, at der i Syrien indtil videre er 2.000-3.000 mennesker, der har mistet livet. Mange tusinde er blevet såret, fængslet eller begge dele. Hvor mange vides ikke.

I byerne omkring min fødeby, Barzeh, er der utrolig mange mennesker, der mister livet. Det undrer mig desværre ikke, for oprøret er stærkt i dette område. Oprøret er i det hele taget meget stærkt især i små samfund, hvor man kender hinanden, hjælper hinanden og stoler på hinanden. Også fordi der ligger kaserner tæt på disse byer, og folkene har i mange år måttet finde sig i utallige krænkelser fra regimets soldater. Kvinderne er blevet chikaneret. Butiksejerne har ikke fået betaling for deres varer. Og boligudlejerne har måttet finde sig i ganske lidt eller ingen betaling for deres lejligheder, hvis lejeren har været soldat. Utilfredsheden med regimet har således ligget og ulmet hos lokalbefolkningen, der i mange år bare har ønsket, at regimet ville behandle dem med en smule værdighed. Som en følge af de årelange krænkelser, er der et meget tæt sammenhold i mellem disse byer. Fordi jeg personligt kender folk i disse byer, fik jeg lov til at se et af deres hemmelige og ret primitive felthospitaler. Det er ellers ikke noget man ville vise en udenforstående. Mistilliden til regimet er total her.

På felthospitalet fortalte de, at man ikke længere ringer efter en ambulance, når folk bliver såret. Ifølge de lokale læger er mange af ambulancerne blevet overtaget af sikkerhedstjenesten. Hvis en såret kommer med en af disse biler, kan han være sikker på at blive kørt direkte i fængsel i stedet for at komme i behandling.

Derfor kører man nu i stedet de sårede til hemmelige steder, hvor man har oprettet små, primitive felthospitaler. Behandlingen her er mangelfuld og lever bestemt ikke op til de såredes behov. Men i det mindste bliver de behandlet hér. Det gør de ikke i fængslerne.

De er meget påpasselige med at hemmeligholde felthospitalerne, fordi regimet lukker dem og fængsler lægerne, hvis de får kendskab til placeringen. Alle lokale ved, hvor de kan finde hospitalerne. På felthospitalet i Barzeh kunne de også fortælle, at en af lægerne var blevet fængslet, fordi sikkerhedstjenesten havde opdaget, at han hjalp de sårede demonstranter. For mig var det virkelig en øjenåbner at besøge dette primitive hospital. For det første siger det meget om regimets brutalitet, at man nægter sårede behandling. For det andet viser det også, at vi ikke har noget reelt begreb om hvor mange, der rent faktisk er blevet såret, skudt og lemlæstet. Og for det tredje er felthospitalerne et symbol på det sammenhold, mod og den beslutsomhed, der er i befolkningen og i dets kamp for frihed.

Noget, der gjorde et stort indtryk på mig under besøget, var en familiefar, der var blevet skudt i benet. Som familiens overhoved er man oftest forsørger for familien. Det denne far var mest ked af, var ikke at han var blevet skudt, men at han ikke kunne forsørge sin familie. Det er en nøje planlagt del af regimets taktik. Hvis man går efter mændene, rammer man hele familien.

Jeg ville ønske, vi kunne få en FN-resolution, der kan lægge noget pres på regimet. Om ikke andet så bare så meget pres, at de overholder de mest basale menneskerettigheder, og at de gør det muligt for Røde Kors at hjælpe de sårede. Som tingene er nu, er det desværre sådan, at man ikke kan ringe efter en ambulance, og at regimet bryder de mest basale menneskerettigheder ved ikke at lade de sårede tilse.

fra www.berlingske.dk, 28.juli 2011:

Jeg har tidligere flirtet med tanken om, at vi skulle lukke alle diplomatiske forbindelser til Syrien. På denne måde kan vi sende et klart signal til Assad om, at vi tager afstand fra hans brutale forsøg på at slå oprøret ned. Men efter min rejse er al tvivl om dette spørgsmål forsvundet. Dem, der vil blive ramt hårdest af en sådan nedlukning, er hverken Assad eller hans sikkerhedstjeneste, men frihedskæmperne og NGO'erne. Tilstedeværelsen af de vesterlandske diplomatier er til stor gene for styret, fordi det ikke kan slå helt så hårdhændet ned på demonstranterne, når udenlandske diplomater er der til at holde øje med dem. Fordi Syrien er totalt lukket for udenlandske journalister.

Med dette in mente vil det derfor være en hovedløs handling at trække det danske diplomati ud af Syrien. Det, vi i stedet bør gøre, er at styrke den diplomatiske indsats i landet. De udenlandkse ambassader spiller en yderst væsentlig rolle i beskyttelsen af civilbefolkningen. Jeg har den største respekt for det arbejde, de gør i landet.

Til eksempel tog den franske og den amerikanske ambassadør til en demonstration i byen Hama en dag, hvor man forventede, at der ville blive store civile tab og blodsudgydelser. Jeg snakkede med nogle syrere, der var overbeviste om, at tilstedeværelsen af de vesterlandske diplomater forhindrede demonstrationen i at udvikle sig til en ren massakre. Folk tror, de reddede mange liv den dag. De er dybt taknemmelige over det mod, som  de udenlandske diplomater udviser.

Ligeledes ved jeg, at den danske ambassade gør et enormt stykke arbejde ved at være vores bindeled til oppositionsfolk og NGO'er. De var mig meget behjælpelige med mit besøg dernede, og det er jeg dem enormt taknemmelig for.

Personligt var jeg især meget glad for at den danske ambassade forkortede min "kaffeinvitation" på en berygtet, syrisk politistation. Men hvorfor endte jeg med at drikke kaffe på den berygtede politistation, al-Abbassyie?

På min sidste dag i Syrien fulgtes jeg med direktøren for det danske institut i Damaskus i en taxa hen til ambassaden. På vejen fik jeg taxachaufføren til at gøre holdt i Damaskus downtown, så jeg kunne få en sidste optagelse af byen. Jeg blev passer op af en politibetjent, der ville vide, hvorfor jeg stod og filmede. "Du må ikke filme her", sagde han til mig og ville have mit kamera. Jeg sagde til ham, at det kunne han ikke få, og spurgte ham, om ikke de ville have turister i byen? For turister filmer altså, og Damaskus er en meget smuk by. Betjenten svarede, at man ikke måtte filme for tiden. Så gik han hen til taxachaufføren, som stadig holdt og ventede, og spurgte ham, om han kendte mig. Det gjorde han ikke. Betjenten ville have mig med ned på stationen. Da jeg også nægtede det, ringede han efter nogle civilklædte sikkerhedsfolk. Jeg ringede til den danske ambassade.

Sikkerhedsfolkene var lidt i vildrede mht., hvad de skulle gøre, nu hvor ambassaden var indblandet, så de ringede til deres chef, som ringede til sin chef, og sådan fortsatte det flere niveauer op i hierarkiet i næsten en time på gaden. Det endte med, at deres chef på ministerielt niveau besluttede, at jeg alligevel skulle tages med på stationen. Jeg bad den danske ambassadør om at vente med at gøre noget, til vi havde set situationen an.

På stationen blev jeg ført ind til lederen. Han ville vide, hvorfor jeg filmede. Jeg sagd, at han kunne få min film (Det var heldigvis en helt ny optagelse, hvor der kun var Damaskus downton på), hvis vi måtte gå. Direktøren for det danske institut og jeg blev tilbudt kaffe, men vores stakkels taxachauffør fik ingenting. Jeg insisterede på, at de enten skulle lade ham gå eller give ham en kop kaffe også. Det fik han så. Efter længere tids debatteren frem og tilbage, fik vi til sidst lov til at gå, men de konfiskerede min videooptagelse.

Da vi kom ud, var den stakkels taxachauffør (som var drivvåd af sved) helt målløs. Han sagde, at han aldrig før havde oplevet eller endsige hørt om nogen, der fik lov til at gå helskindet derfra, når de først var kommet ind på den politistation. Han ville ikke arbejde mere den dag, men ville i stedet tage hjem og sunde sig ovenpå hændelsen. Jeg havde meget dårlig samvittighed over, at han var blevet rodet ind i det hele, men det eneste jeg kunne gøre var at give ham mange flere penge for turen.

Det var på den ene side en meget ubehagelig oplevelse at blive taget med på stationen. Som jeg også tidligere har beskrevet, har jeg en dybtliggende frygt for de syriske autoriteter, der stammer fra min barndom. Jeg er engang (for 15 år siden) blevet stoppet i Damaskus lufthavn og blev afhørt - og det var ikke sjovt! Derudover er det sådan, at styret - især i denne tid - er totalt overfølsomt overfor alle uregelmæssigheder, så det var med en betydelig portion skepsis, at jeg fulgte med på stationen. På den anden side var episoden med til at understrege for mig, hvor essentielt og absolut nødvendigt det er, at vi beholder vores diplomatiske forbindelser til Syrien. Derfor står jeg også tilbage med en dyb taknemmelighed over mit danske (diplomat)pas og over, at vi har en aktiv, dansk ambassadør i Syrien. For ellers tror jeg, jeg havde gået den helt store tur!

fra www.berlingske.dk, 27.juli 2011:

Efter fredagens forfærdelige terrorangreb i Norge, er der taget hul på diskussionen om debattonen her i landet. Nogle mener, at vi skal skrue ned for den hårde retorik, mens andre blankt afviser, at retorikken kan føre til yderligtgående holdninger. Jeg mener, at det er et yderst kompliceret spørgsmål. Frem for alt mener jeg, at det aldrig bliver statens opgave at styre tonen i debatten - som foreslået af Socialdemokraterne i går. Til gengæld mener jeg det må være et krav når man blander sig i en debat, at man ikke er anonym. Man må stå ved sine holdninger og være forberedt på, at de bliver udstillet. Jeg har selv blokeret flere debattører her på min blog, især de anonyme, perfide og usaglige.

Jeg vil ikke blankt afvise, at ord kan føre til handling. Men vi er også nødt til at stille os et andet og meget nærliggende spørgsmål; om ikke en fortielse af selvsamme ord oftere vil føre til voldshandlinger, end selve ytringen af ordene vil gøre det?

En af grundene til, at terrorangrebet i Norge rammer os så hårdt er, at det er vores broderland, denne forfærdelige handling er blevet begået i. Jeg synes, at de takler hele situationen meget flot i Norge. Jeg er imponeret over den måde, hvorpå man samles som én nation i disse svære tider, og det gør mig usigeligt ondt på alle ofrenes og de pårørendes vegne. Det er en meningsløs og modbydelig handling. Jeg tror, jeg deler disse følelser med langt størstedelen af den danske befolkning.

Derfor mener jeg også, at vi skal være påpasselige med, hvordan vi reagerer på dette angreb på den demokratiske frihed, tryghed og tolerance. Vi skal være varsomme med at ty til udemokratiske begrænsninger af ytringsfriheden, for de vil alene være udløst af bestyrtelsen over én forskruet mands forfærdelige handlinger.

Jeg tror ikke, det tjener tolerancen i samfundet, at udstikke officielle retningslinier for hvad og hvor meget man må sige. Det er hele samfundet pligt og ansvar at opdrage tolerante borgere. Det er til gengæld ikke - og bliver det heller aldrig - samfundets opgave at udstikke normer og regler for, hvad man må og kan tillade sig at sige - endsige at mene. Den slags hører totalitære styreformer til og kan kun være til skade for tolerancen.

Jeg tror, som jeg så ofte tidligere har nævnt, at den hårde tone i den danske debat er medvirkende til at holde volden nede. Derfor mener jeg også, at det er tid til at mane til ro. Vi må ikke handle  i panik, og derved risikere at ødelægge den debatkultur vi har brugt så mange år på at opbygge. For den hårde tone er ikke et nyt fænomen i dansk debatkultur. Vi skal bare kaste et blik på Søren Kierkegaard og dennes samtidige forfattere eller på Georg Brandes og hans politiske modstandere. Dengang var tonen så heller ikke blid. Men jeg tror ikke, vi skal bekymre os om, hvorvidt danskerne bliver yderligtgående af en hård debattone. Danmark har simpelthen aldrig været leveringsdygtig i ekstreme personer.

Derfor mener jeg også, at vi skal være påpasselige med at give folk en moralsk eller politisk korrekt mundkurv på. Det var noget af det Hal Koch advokerede allermest imod efter 2.Verdenskrig. Og jeg tror han havde fuldstændig ret i den pointe, at en af de største trusler mod demokratiet opstår dér, hvor man forsøger at beskytte det ved at lukke munden på antidemokrater. Derfor manede han til ro ved krigens afslutning. Derfor kæmpede han for, at man ikke skulle ødelægge det, der netop gør demokratiet så fornemt og så skrøbeligt - nemlig samtalens kunst. Jeg tror vi står i en lignende situation nu. Vi skal være yderst forsigtige med at lade forfærdelsen over terrorangrebet i Norge få os til at handle overilet. Vi må ikke sætte samtaledemokratiet over styr, fordi vi frygter en dansk Anders Breivik.

Vi sammenligner os gerne med både nordmændene og svenskerne, og i mange henseender bruger vi begge landes succeshistorier som målestok for, hvorvidt vi selv lykkes. Men lige netop med henblik på ekstremisme mener jeg, at vi i Danmark har noget, som både Norge og Sverige kan tage ved lære af. Ja, vi har en hård retorik. Ja, de er hårdere end i vores nabolande. Til gengæld er antallet af hate-crimes og racistisk motiverede mord betydeligt mindre i Danmark end i Sverige. De svenske nynazister er af en meget hårdere og voldeligere kaliber end de danske. I Norge befinder man sig et sted midt imellem svenske og danske tilstande. Det er mit håb, at man i Norge formår at bevare roen i denne hårde tid. Det er en utrolig svær opgave, de står overfor,  men jeg håber virkelig, at man finder en balance, hvor der stadig er rum for de yderligtgående holdninger. Hermed mener jeg, at jeg frygter, at konsekvensern af at tvinge denne gruppe til tavshed i værste fald kan blive at de, der allerede har ekstreme holdninger, bliver mere ekstreme. Og i nogle tilfælde handler på det. Det må ikke ske.

Jeg vil aldrig hævde, at vi ikke kan få en Anders Breivik i Danmark. For selvfølgelig kan vi det. Men jeg tror helt oprigtigt, at netop den hårde debattone er med til at lukke luften ud af ballonen, så vi undgår, at folk ryger ud i de mest voldelige ekstremer. Jeg vil til hver en tid foretrække en hård og til tider modbydelig debat frem for fysisk handling. Derfor er det tid til selvransagelse, men det er også tid til varsomhed og til beskyttelse af demokratiet.

fra www.berlingske.dk, 25.juli 2011:

Min barndom i Syrien var præget af syriske og egyptiske tv-serier og film. Den mest populære syriske skuespiller hedder Dured Laham. Han havde nogenlunde samme status som Dirch Passer ii Danmark, og mange af hans tekster minder meget om Buster Larsens "Lorteland". Lahams tv-serier, teaterstykker og film fungerede på mange måder som en sluse, hvor befolkningen kunne få luft for deres frustrationer over systemet. Det var særligt den måde, der blev gjort grin med autoriteterne på. De var ikke alt for kvikke og dummede sig ofte. På sin vis havde hans film en funktion, der mindede en del om den, som Olsen-banden havde i det tidligere DDR (Olsen-banden filmene var de mest populære film i DDR under kommunismen).

Jeg husker engang, at Laham havde en rolle, hvor han spillede en tolder ved den syriske grænse. I denne sketch bliver en mand stoppet i tolden på vej hjem fra Libanon. Han har kiks med til familien. Tolderen forklarer, at manden ikke må tage kiksene med ind i landet, fordi de er produceret i udlandet. Manden bliver fortvivlet og forklarer, at kiksene er til hans børn. Tolderen forbarmer sig over ham og spørger, om han er medlem af, du ved? (Partiet). Det er manden ikke. Men har du så familiemedlemmer, der er medlemmer? Det har manden heller ikke. Jamen er der så nogen i din omgangskreds, der er medlemmer? Da manden også svarer nej til dette, udbryder tolderen: Hvordan skal jeg så kunne hjælpe dig?

Netop denne rolle var med til at give Laham en stor stjerne i Syrien og i andre arabiske lande. Rollen udstiller netop den korruption og nepotisme, som de fleste syrere og arabere er alvorligt trætte af.

Under min rejse til Syrien besøgte jeg det danske kulturinstitut i Damaskus. Her mødte jeg flere syriske kunstnere. Mange af disse sætter hver dag livet på spil ved at bruge kunsten til at kritisere regimet, ligesom de også har været nødt til at indstille sig på en tilværelse, hvor de ryger ind og ud af fængsler - alene på grund af deres kritik.

I løbet af mit møde med disse kunstnere faldt snakken på Dured Laham og på hans egyptiske pendant, Adel Imam. Det undrede mig, at tonen var meget negativ omkring disse to kunstnere, der har brugt størstedelen af deres karriere på netop at være regeringskritiske. Da jeg spurgte ind til det, fortalte de, at det nu har vist sig, at disse to tidligere folkehelte er 100 procent regeringstro. Laham har - udover en utvetydig opbakning af Assad - været ude og kalde Gaddafi for en folkehelt. Da Gaddafi sidst besøgte Syrien bad han om et privat møde med Laham. Og i den sammenhæng foræredet Gaddafi Laham et større hus.

Adel Imam har ligeledes været tro mod Egyptens eks-præsident Hosni Mubarak og gik endda så vidt, at han på selve dagen for Mubaraks tilbagetræden gik rundt på Tahrir-pladsen og fortalte demonstranterne, at de skulle gå hjem, og at man da ikke måtte tale grimt om præsidenten.

Kunstnerne på instituttet var dybt skuffede over begge skuespillere, der nemt kunne have fået en rolle som fyrtårn i frihedskampen. Selv er de villige til at ofre liv og personlig frihed i kampen for befolkningen og landets frihed, og så viser det sig, at de to skuespillere, som man altid har set som regeringskritiske kunstnere, i virkeligheden ikke var ude efter andet end lettjente penge.

Herhjemme er der en del debat om kulturinstituttet. Skal det lukkes eller holdes åbent? Kritikerne mener, at instituttet skal lukkes, fordi der er registrering af de kunstnere, der kommer der. Det mener de ikke er rimeligt, at vi skal bidrage til. Jeg spurgte syriske kunstnere, om de også mente, at det var bedst at lukke det danske kulturinstitut? Alle dem jeg talte med var rørende enige om, at det for alt i verden skal holdes åbent. De forklarede, at kontrollen med dem for det første er svundet ind til næsten ingen, eftersom sikkerhedsstyrkerne er travlt beskæftigede med alle demonstrationerne i gaderne. Derudover ser de instituttet som et frirum, da det er et af de få steder, hvor de kan mødes og diskutere. Efter man fra instituttets side har valgt at afbryde alt samarbejde med den syriske regering, har institutionen nydt stor respekt hos kunstnerne.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan overveje at lukke instituttet! Selv under Muhammed-krisen, hvor den danske ambassade i Damaskus blev sat i brand, holdt vi instituttet åbent. Og de regeringskritiske røster, som vi bør støtte, ønsker at have os der. De vil blive skuffede, hvis vi lader dem i stikken. Videre er jeg ikke i tvivl om, at der kommer en dag, hvor Assad ikke længere er ved magten. Når den dag kommer, er det vigtigt, at vi er i landet, og at vi har et godt netværk til NGO'er og civilsamfund. Det kan instituttet give os. Instituttet er en perle i Damaskus, så lad det dog blive ved med at gøre et godt stykke arbejde!

fra www.berlingske.dk, 22.juli 2011:

I Barzeh mødte jeg en ung computernørd. Det var ham, der stod for den samlede koordinering af demonstrationer byerne imellem i Damaskus' omegn. Denne koordinering foregår både personligt, hvor han tager rundt på gaden og mødes med folk, og via de sociale medier.

Internettet og adgangen til Facebook, Twitter, YouTube og lignende kanaler er kun åbent nogle få timer om ugen. Oppositionsgrupperne får derfor støtte fra bl.a. egyptiske og tyrkiske computereksperter til at omgå regimets strenge kontrol. Det er selvfølgelig ikke noget, de kan omgå fra en lille hjemmecomputer. Derfor blev inviteret med hen og se det såkaldte "War-room" - stedet, hvor den nødvendige elektroniske kapacitet er samlet, for kommunikation med verden udenfor og de andre oprørsbyer.

Vejen derhen var kringlet. Først kørte han og jeg ét sted hen. Dér mødtes vi med en af hans kammerater, som gav os et lift videre til et nyt sted i en anden bil. Her ventede en ny fyr på os, som kørte os videre til vores bestemmelsessted. De var utroligt påpasselige med at sørge for, at vi ikke blev skygget af Assads efterretningsfolk. Da vi endelig nåede frem til "War-room'et", efter at have kørt byen tynd og skiftet bil og chauffør adskillige gange, fandt jeg ud af, at vi ikke var mere end nogle hundrede meter væk fra vores startsted. Men det er sådan, det nødvendigvis må foregå. De er nødt til at være meget forsigtige, for Assads øjne og ører er overalt.

Da vi kom derhen, afleverede vi vores mobiltelefoner i døren. Det er helt normal praksis i Syrien, at man slukker sig telefon og/eller afleverer den til værten. Han lægger så telefonerne i en passende afstand fra dér, hvor samtalen foregår. Det er ikke fordi man selv bliver mistænkt, men fordi alle altid er nervøse for, om Sikkerhedstjenesten skulle lytte med. Alle gør det. Det er næsten det mest uhyggelige ved det. Selv på de udenlandske ambassader er det kutyme, at man efterlader sin telefon ved indgangen.

Inde i rumemt fik jeg en rigtig godt snak med computernørden, selv om jeg kun forstod ca. halvdelen af IT-fagtermerne... Men vi fik også snakket om andet end de rent computertekniske udfordringer. Han fortalte, at de unge i begyndelsen var meget begejstrede for Assad, fordi det var ham, der tillod internet i Syrien.

Og udviklingen i Syrien har på dette punkt været enorm. Da jeg for bare fem år siden besøgte Barzeh, var jeg nødt til at tage ind til selve Damaskus for at tjekke mine mails. Sådan er det ikke i dag. Nu er der strøm i de fleste af landets husstande og internetadgang. Alle har paraboler og adgang til satellitkanaler som Al-Jazeera og Al-Arabiya - hvilket heldigvis komplicerer regeringens forsøg på at styre informationsstrømmen i landet betydeligt.

Men selv om man har måttet opgive at have 100% kontrol over informationsflowet i landet, gør Assads regime stadig alt, hvad de kan, for at kontrollere de sociale medier. Den unge IT-fyr fortalte mig, at der er en stående joke omkring Assad og hans brug af Facebook. Assad, der har studeret i London, er selv meget begejstret for de sociale internet-medier. Det er selvfølgelig lidt besværligt for en regeringsleder, der på den ene side gerne vil tjekke sin Facebookprofil, og på den anden side vil forhindre folket i at kunne mødes på disse fora. Facebook er kun tilgængeligt i nogle få timer om ugen i Syrien. Derfor siger man, at det kun er åbent, når præsidenten er online... Med til historien hører også, at de unge syrere er utroligt opfindsomme. Facebook blev først tilladt i Syrien for 3-4 år siden. De unge ville gerne have adgang til Facebook, og måtte finde på en løsning, de kunne lokke præsidenten med. Derfor valgte de at oprette en støttegruppe for Assads kone. Den fik hurtigt flere tusinde medlemmer. Kort tid efter åbnede Assad for adgang til Facebook.

Selv om anekdoten er ganske morsom, siger den desværre også noget om det overvågningssamfund, der er hverdag for de fleste syrere. Den unge IT-fyr og jeg snakkede også om præsidentens sidste tale til befolkningen. Han havde, måske delvist på grund af sit virke, bidt mærke i, at Assad havde sendt en hilsen til den syriske IT-hær. Præsidenten havde takket dem for at være med til at bekæmpe bakterierne (oppositionen) i Syrien. IT-hærens funktion er at overvåge, hacke, blokere og på anden måde spærre for den frie brug af internettet.

Jeg er imponeret over den syriske ungdom. Selv i et overvågningssamfund som det syriske, finder man hele tiden nye måder at kommunikere på. Når man ikke kan tale i mobiltelefon, fordi den bliver aflyttet, så begynder man at tale over Skype. Når internetadgangen lukkes, finder man nye måder at komme på. Det er denne opfindsomhed og innovative tilgang til tingene, der gør, at Assad - til trods for hans IT-hær - i sidste ende kommer til at tabe krigen om de sociale medier.

fra www.berlingske.dk, 18.juli 2011:

Generelt oplever jeg herhjemme og i resten af Vesten, at der er en vis portion skepsis i forhold til hvad, der kommer til at efterfølge Assads regime. Mange spørger, om syrerne overhovedet er klar til demokrati. Derfor var det også ét af de spørgsmål, jeg ofte stillede på min rejse. Jeg bed tydeligt mærke i folks reaktioner på spørgsmålet. De fleste blev nærmest fornærmede over det. Der var bl.a. én, der bad mig om at huske på, at Syrien i 1950'erne (efter uafhængigheden fra Frankrig) eksperimenterede en del med demokrati - f.eks. afholdtes i 1954 parlamentsvalg, hvortil kvinder for første gang havde stemmeret. Lige indtil først unionen med Egypten i begyndelsen af 1960'erne og senere Baath-partiets brug af flere militærkup gjorde en ende på alle demokratiske tilnærmelser.

Og han havde jo ret. Vi er alt for skeptiske og bedrevidende i Vesten. Og det demokrati, Syrien havde i 1950'erne minder faktisk ganske meget om det, vi ser i Italien i dag. Det var et demokrati præget af mange skiftende regeringer og korruption. Det var til gengæld ikke et demokrati, der gennemsyrede hele samfundet, som det vi har i Danmark. Det vil tage generationer at nå hertil. Man kan også argumentere for, at mange syrere er født i et diktatur, og af den grund vil have sværere ved at tage de demokratiske værdier til sig. Jeg ser nu stadig ingen grund til at være pessimistisk omkring Syriens fremtid, for de syriske oppositionsgrupper giver ikke anledning til andet end optimisme. Det var noget af det, der overraskede og glædede mig allermest på rejsen.

Den syriske opposition er en utrolig sammensat størrelse. Næsten alle politiske platforme er repræsenteret. Der er liberale, konservative, socialister, kommunister og demokratiske muslimer. Hvor det egyptiske Broderskab har en hel del at skulle have sagt, er det stort set udenfor indflydelse i den syriske opposition. Syrerne som danskerne bryder sig ikke om ekstremisme. Jeg talte bl.a. med en leder fra en af de religiøse oppositionsgrupper. Han fortalte, at den model, de gik efter at realisere, var den tyrkiske.

Ligeledes snakkede jeg med en af landets mest fremtrædende unge oppositionspolitikere, som vel at mærke er Alawit - ligesom Assad-familien. Han lagde stor vægt på, at man sagtens kan være Alawit og være imod diktatur.

Lige meget hvem jeg snakkede med, havde de én ting til fælles: De vil ikke længere finde sig i diktatur, korruption, nepotisme og undertrykkelse. Som der var én, der sagde til mig: "Der er kun to lande tilbage i verden, der behandler deres folk på denne måde. Det er Syrien og Nordkorea!" De fleste tror ikke længere på regimets propaganda om, at de er de eneste som kan sikre den syriske religiøse og etniske mangfoldighed.

Jeg er meget positivt stemt over, hvor sammensat oppositionen er, hvor koordinerede de er, og at de alle er enige om, at der bagefter (for ingen tror længere at Assad-styret har en fremtid) skal være plads til alle.

Det er vigtigt for mig, at vi fra vestlig side støtter op om oppositionen og giver dem den hjælp, de har brug for i kampen mod regimet - men heller ikke mere. Der er et klart og udbredt ønske om, at vi viser vores støtte, men samtidig undlader at sætte militært ind i landet. Det er således en balancegang mellem for lidt og for meget støtte, som Vesten står over for.

Derfor vil jeg på forhånd advare imod, at vi i Vesten begår de samme fejl som tidligere. Da vi i sin tid gik ind i Irak, lyttede vi hovedsageligt til oppositionsfolk bosat i Vesten. Det er ikke fordi, vi ikke skal lytte til syrere i eksil, da mange selvfølgelig opholder sig uden for landet, fordi de har måttet flygte. De skal have kredit og anerkendelse for deres indsats og for deres kamp for landet. Men det er min oplevelse, at der er stor forskel på oppositionen i og udenfor Syrien. De, der er bosat i Vesten har generelt en mere krigerisk og kategorisk tilgang til tingene. Hvorimod de, der stadig befinder sig i landet, synes at søge nogle mere pragmatiske løsninger. Derfor er det helt essentielt for Syriens fremtid, at vi husker at lytte til de syrere, der hver dag sætter deres liv på spil, når de går på gaden og demonstrerer for en bedre fremtid. Hvordan den fremtid kommer til at se ud, er op til syrerne selv. Det er derfor ikke vores opgave at forme den. Folket tager langt om længe ansvar for deres land. Noget af det vigtigste for dem er at få værdigheden tilbage. Hvis vi blander os for meget eller forsøger at trække vores demokrati ned over hovedet på dem i stedet for at lade dem danne deres eget, bliver vejen mod et syrisk demokrati kun yderligere besværliggjort.

fra www.berlingske.dk, 16.juli 2011:

Jeg er netop kommet hjem fra en femdagestur i Syrien, et af de mest lukkede og brutale arabiske regimer, hvor jeg rejste rundt og talte med familiemedlemmer, venner, bekendte, demonstranter, kulturpersoner, oppositionsfolk og folk med tilknytning til præsident Bashar al-Assads regime. I den kommende tid vil jeg her på bloggen offentliggøre mine rejsebreve - et førstehåndsindtryk af en befolkning med et kæmpe mod og et regime i opløsning.

Dette 1.rejsebrev (tankerne inden afrejsen) har været bragt her i papiravisen (torsdag den 14.juli 2011).

Fra barnsben har jeg altid frygtet Assads styre. Jeg kan huske, hvordan en af byens stærke mænd, en fagforeningsmand, der udtalte sig kritisk om regimet, blev hentet af sikkerhedsstyrkerne en nat. Vi så ham først igen nogle måneder senere - da hans lig blev dumpet fra en bil midt på landsbyens plads. Bilen stoppede ikke engang, og den før så stærke krop var svundet ind til ingenting. Det er sådan man regerer folk ved hjælp af frygt, man statuerer et eksempel. På denne måde forhindrer man også andre i at komme i tanke om at være utilfredse med systemet.

Når jeg taler med min familie, venner eller bekendte i Syrien, taler de i enstavelsesord eller i koder. Det brutale, syriske regime minder i høj grad om DDR-tidens overvågningssamfund, hvor man styrer folk ved hjælp af deres frygt for at blive aflyttet, angivet eller helt at forsvinde.

Denne frygt sidder også dybt i mig, og forud for min afrejse havde jeg en del overvejelser i forhold til at tage derned. Det var vigtigt for mig, at der ikke var nogen, der kendte til min rejse - for Assad har endnu sympatisører overalt - også herhjemme. Jeg gik rundt i haven ude i sommerhuset og tænkte på, om jeg mon ville komme hjem igen, og om jeg mon ville se mine børn igen.

Men frygten for styret er - som for mange andre - blegnet. Jeg ville ikke bare blive hjemme i uvidenhed. Følelsen af afmagt er noget af det sværeste ved at være herhjemme i Danmark - ikke at vide hvad der foregår, eller hvordan ens kære har det dernede. Derfor var det en vigtig del af min rejse at komme ned og se, hvordan min familie og mine venner havde det, og om der var noget jeg kunne gøre  eller på anden måde bidrage med.

Jeg har det meget dobbelt med det, der sker i Syrien og i Mellemøsten lige nu. Jeg har familie og venner i min barndomsby, Barzeh, som er aktive i frihedskampen og bliver straffet hårdt for det. I den brede familie er der 10, der er fængslet af sikkerhedsstyrkerne. Vi ved ikke hvor de er, eller hvordan de har det. Min kusines 14-årige søn deltog også i demonstrationerne. Han blev jagtet hen over hustagene af Assads folk, indtil han faldt ned. Han blev dræbt af faldet. En af mine venner blev brutalt dræbt af en snigskytte. Og flere familiemedlemmer sidder stadig i fængslerne. Derfor er jeg på den ene side frygteligt ked af, at min familie, min venner og mine bekendte bliver udsat for så brutalt og hensynsløst et forsøg på at nedkæmpe deres helt legitime ønske om frihed.

På den anden side er jeg utrolig opløftet og stolt over alle, der kæmper for deres rettigheder! Der har i mange år været min drøm, at de arabiske landes befolkninger ville udvise civil courage og gøre krav på reformer og frihed. Dette billede fik jeg kun bekræftet under min rejse til Syrien. Det er en høj pris, de betaler for friheden, men Assads rædselsregime har mistet sin magt over folket. Frygten overdøver ikke længere ønsket om frihed og retfærdighed - som der var én, der sagde til mig:

"Jeg vil hellere dø hurtigt med værdighed end få en langsom død med undertrykkelse!"

fra www.berlingske.dk, 13.juni 2011:

Der bor mellem 2.000 og 3.000 syrere i Danmark. De fleste af dem er enige med mig i, at der skal frihed og demokrati til Syrien. De fleste er trætte af Assad-regimet, som har klamret sig til magten siden 1963. Men jeg kender også nogle herboende syrere, der forsvarer regimet. Dem har jeg mødt i forskellige sammenhænge, også gennem ubehagelige telefonopkald.

Det syriske regimes mest fremtrædende danske venner stod frem her til aften (mandag) i TV2's 19-nyheder og præsenterede deres nye forening - såkaldt Dansk-Syrisk Venskabsforening. De - regimets papegøjer - benægter alle kendsgerninger og hævder, at 90% af syrerne i Danmark støtter Assad-regimet. Det er efter min bedste overbevisning ikke sandt. Det er ikke min oplevelse, og det hænger heller ikke sammen med den kendsgerning, at flertallet af syrere i Danmark er flygtninge. Hvordan kan nogen, som er flygtet fra et regimes brutalitet, støtte selv samme regime? Enten har de fået asyl på falsk grundlag eller også taler Dansk-Syrisk Venskabsforening usandt.

Syrerne i Danmark er generelt tavse i den offentlige debat, og det gælder især dem, som er modstandere af regimet. Det markerer ikke deres utilfredshed med regimet i samme grad, som andre af de arabiske folk har gjort det under Det arabiske Forår. Det gør de ikke, fordi regimet også har indflydelse i Danmark. Folk er simpelthen bange for at sige noget, da det vil have konsekvenser for dem og deres familier i Syrien.

Regimet og dets venner i Danmark forsøger at fremstille alle demonstranterne som værende kriminelle bander eller salafister/ekstremister. Assads danske håndlangere benægter den kendsgerning, at langt de fleste demonstranter er unge fredelige syrere, som er trætte af regimets ufrihed. Men hvem er de kriminelle bander og salafister? Hvordan er de kommet ind i Syrien? Hvad er deres dagsorden? Hvorfor har vi endnu ikke set billeder af dem? Hvordan kan regimet love reformer til disse kriminelle bander? Og hvordan kan regimets håndlangere i Danmark tro at hele verden lyver (inkl. forskellige menneskerettighedsorganisationer og samtlige pan-arabiske tv-stationer) og de eneste, som taler sandt, er regimet?

Man kører propagandakrig, hvor man forsøger at sælge Assad som værende anderledes end de andre diktatorer. Dette gør man bl.a. ved at lægge pres på dem, der siger noget. På den måde forsøger man at lukke munden på folk. Hvis ikke dette får folk til at tie, så begynder man at lave smædekampagner mod dem eller true dem.

Jeg har for eksempel fået masser af billeder/beskeder lagt ud på min officielle Facebook-side. Min position er trods alt forholdsvis beskyttet, men prøv at forestille jer, hvordan det må være for andre at blive udsat for den slags trusler og smædekampagner.

Jeg har forsøgt at udfordre Assad-støtterne. Jeg har sagt til dem: Lad os debattere med åben pande. Det vil de ikke. De er ikke interesserede i at debattere, de er kun interesserede i at lukke enhver debat ned.

Jeg synes ikke bare, det er tankevækkende, at der ikke er flere syrere, der melder sig i debatten. Jeg synes, det bør være et klart advarselssignal om, at regimet og deres DDR-metoder virker på tværs af landegrænser.

For det er jo sådan, det er. Der er en massiv tradition for, at stikkere bliver belønnet af regimet, og kritikere bliver straffet. Det er derfor, der er mange syrere, der ikke tør komme med kritiske udtalelser om regimet. For hvilken indflydelse vil sådanne udtalelser have på den familie, de har i Syrien? Eller hvilken betydning vil de få for deres muligheder for at vende tilbage til Syrien på et senere tidspunkt, hvis Assad ender med at blive ved magten?

Jeg synes, det er dybt foruroligende, at Assad-regimet kan have så stor indflydelse på syrernes frihed uden for Syrien. Det er uhyggeligt og stærkt bekymrende, at syrere i et land som Danmark ikke tør udtale sig, fordi de frygter konsekvenserne af det.

fra www.berlingske.dk, 5.juni 2011:

Da jeg blev spurgt, om jeg ville komme i dag og holde en prædiken for jer i denne forsamling, var det med en hvis ærefrygt, jeg takkede ja.

Jeg har i de sidste mange år været både tvivlende og søgende. Jeg definerer mig selv som både kulturkristen og kulturmuslim. Fordi kristendommen er så stor og vigtig en del af kulturen her i landet, er den luthersk-evangeliske ånd dermed også en del af mig. Islam har jeg fået ind med modermælken, men jeg har gennem en længere periode følt mig mere og mere distanceret fra min barndoms tro.

Det er ikke fordi, jeg bliver afvist af de islamiske lærde, at jeg er søgende. Jo, der er ikke mange moskéer, jeg er velkommen i, men det i sig selv får mig jo ikke til at tro mindre.

Det er i langt højere grad, fordi jeg ikke kan forlige mig med den fundamentalistiske udlægning af Koranen, jeg i stigende grad oplever. Jeg føler, at der bliver udøvet vold mod min barndoms tro, når der opfordres til intolerance, had og til forbrydelser mod menneskeheden i Guds navn.

Islam har jo ikke altid været sådan. Det har tidligere været et sted med rummelighed og overskud og plads til at tage sig af samfundets svage og udstødte. Islam har tidligere spillet den samme rolle i verden, som kristendommen gør i dag. I dag er der desværre alt for mange, der ikke efterlever de kærlige budskaber, der også er i islam. Der er for mange, der følger en hadefuld og krigerisk tolkning af skrifterne. Og det synes jeg er sørgeligt.

Derfor er noget af det jeg beundrer allermest ved den danske folkekirke den rummelighed, der er i den. Der er en tolerance og en åbenhed, som gør dybt indtryk på mig.

Dagens tekst er fra Johannesevangeliet kap. 15, vers 26 til kap. 16, vers 4. Den handler om det at forblive stærk i troen, når man bliver udstødt. Den handler om hvordan mennesker, blinde for sandheden, slår ihjel i Guds navn og tror de gør det rette. Den handler om ikke at kunne kende forskel på ret og vrang. Og den handler om grunden til, at nogle mennesker ikke kan kende forskel på disse to. Men vigtigst af alt, handler den også om modsvaret til dette had, nemlig næstekærligheden.

Verdens had

v26: Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.

v27: Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.

v1: Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra.

v2: De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.

v3: Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.

v4: Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.

Det er nogle store og tunge emner, som her tages op. Men det er også emner, der den dag i dag fylder utroligt meget i vores dagligdag. Hver dag, når vi tænder for nyhederne i radioen eller fjernsynet, møder vi disse mennesker, som dagens tekst handler om. Mennesker, der ikke kan kende forskel på gode og onde gerninger.

Vi har alle hørt om Lors Doukaev, vi hører om den længe ventede tilfangetagelse af Ratko Mladic, vi hører om kristenforfølgelser af kopterne i Egypten, vi hører om brutale drab af civile demonstranter overalt i den arabiske del af verden. Vi hører om børn, der bliver lemlæstede og torturerede.

Og det gør ondt at høre om disse gerninger. Det gør ondt helt ind i hjertekulen, når man ser en flok forvirrede mennesker, der går fortvivlede rundt og leder efter deres kære på en støvet plads lige efter en bombesprængning. Man får det fysisk dårligt af medlidenhed, når man ser en moder siddende med sin livløse søn i armene og græde hysterisk- Disse billeder prenter sig ind på nethinden, og det er umuligt for os at forstå, at et menneske - et menneske af kød og blod, ligesom os - et menneske, der har set de samme forfærdelige billeder, som vi har - kan ville påføre andre denne sorg, denne frygt og denne smerte én gang til.

Jeg tror også, at Jesus talte om sådanne handlinger, da han talte om verdens had.

Handlinger som disse får vi aldrig forbryderne til selv at indrømme er forkerte eller forkastelige. Det kan vi ikke få dem til, fordi de ikke ved, hvor slette deres handlinger er. De er overbeviste om, at de tjener et større gode; at de gør det rigtige.

Den tyske teolog og modstandsmand under 2.verdenskrig, Dietrich Bonhoeffer, mente at de farligste mennesker ikke var dem, der var direkte onde. For direkte ondskab eller glæde ved andres lidelser vil altid være let at gennemskue, og vi vil altid væmmes ved det. De farligste mennesker er i stedet dem, der ikke kan kende forskel på rigtigt og forkert. Det er folk som disse, der ikke kan gennemskue at onde handlinger, forklædt som værende gode, i virkeligheden er onde.

Bonhoeffer så det dengang og vi ser det overalt i verden i dag. Men han stoppede ikke bare her. Han slog sig ikke til tåls med forklaringen, at nogle mennesker er vildledte og tror, det onde er godt, og det gode er ondt. Han påpegede, at der er en målestok, ved hvilken vi altid kan gennemskue om handlinger er gode, eller om de i virkeligheden bare giver sig ud for at være det. Og det er næstekærligheden.

Det er også budskabet om næstekærligheden, som dagens tekst handler om mere end noget andet. Næstekærligheden står som det gode modsvar til alle de onde gerninger vi er vidner til overalt i verden. Den er det indlysende og enkle svar på, hvordan vi skal forholde os til onde handlinger, og på hvordan vi skal lære at gennemskue dem. De, der handler forkert, men ikke ved de gør det, gør det, fordi de ikke kender til Guds kærlighed.

Næstekærligheden er således det mål, alle handlinger skal måles ved. Respekten for det enkelte menneske, evnen til at føle empati eller medlidenhed, men også evnen til at glædes over andres lykke - alt dette ligger i ordet næstekærlighed.

Jeg synes, at budskabet om næstekærligheden er det smukkeste af kristendommens budskaber. For med dette handler det ikke længere om, at man skal bevise overfor Gud, hvor meget man tror. Det handler ikke om, hvad man gør for at tilfredsstille Gud. Det centrale bliver at gøre en positiv forskel for vores medmennesker, i stedet for at gøre en forskel for sig selv. Det er det, vi lærer af historien om den barmhjertige samaritaner, og det er således Jesu eksempel kan efterfølges. Det er altså motivet bag vores handlinger, kærligheden til det gode og ikke handlingerne selv, der betyder noget.

Hvis vi accepterer denne præmis for Guds kærlighed, må vi også være beredte på at påtage os det ansvar, der medfølger.

Under Muhammed-krisen, da jeg fik en bombetrussel, ringede Søren Krarup til mig og tilbød, at vi kunne skjule os på en gård, hans familie ejede, hvis vi havde behov. En gård, de tidligere havde brugt til at skjule jøder og frihedskæmpere på.

Jeg synes, det var en meget smuk gestus! Søren Krarup er ikke en af dem, man i det daglige forbinder med næstekærlighed, men da jeg virkelig havde brug for det, var han der. Det er sådan, han er. Han er der 100% for dem, han kender.

Jeg vil gerne tage næstekærligheden et skridt videre. Jeg mener, at kærligheden til Næsten giver os et direkte ansvar over for denne – lige meget hvor han måtte befinde sig. Hvis vi har muligheden for det, er vi forpligtede til at hjælpe dem, der ikke kan beskytte sig selv, hjælpe de svage og hjælpe dem, der bliver begået uret mod.For mig er dette et af de ædleste budskaber i kristendommen. Det er et budskab, der udspringer af kristendommen, men på grund af styrken i det, har det spredt sig til hele det danske samfund.

Næstekærligheden og respekten for det enkelte menneske hænger uløseligt sammen. Man kan ikke have den ene uden også at have den anden. Det er en helt central værdi i den danske, demokratiske grundlov. Og det er med til at gøre Danmark til så fantastisk et land, som det er. Et land, hvor disse værdier ikke bare ligger i vores normer og i folket, men et land, hvor disse værdier er sikret i grundloven.

Jeg har selv prøvet at leve i et land, hvor disse værdier ikke er sikrede. Jeg har prøvet at leve i et land, hvor korruption og egen vinding overtrumfer respekten for individet og den retfærdige, lige behandling af alle mennesker. Derfor er det også med stor glæde, at jeg ser det arabiske forår springe ud. Der sker en masse forfærdelige ting dernede i øjeblikket, men kampen for frihed, retfærdighed og værdighed, synes jeg er meget smuk og livsbekræftende.

Det er en kamp, vi for længst har vundet i Danmark. Vi har for længst sikret de almenmenneskelige rettigheder, der udspringer af respekten og kærligheden til vores medmennesker. Det er det, vi fejrer i dag på den 162’tyvende Grundlovsdag.

Men som jeg også sagde, forpligter denne kærlighed til næsten og respekten for hvert enkelt individ. Vi har et ansvar.

Det er vores ansvar, at bruge dagen til at kigge ud i verden, for der er mange, der har brug for vores hjælp. Danmark er en sværvægter, hvad angår ytringsfrihed, religionsfrihed og respekten for andre individer. Men disse værdier bliver meningsløse, til en tom skal, hvis ikke vi hjælper dem, der ikke er så heldige som os.

Vi lever i en kompliceret verden. Beskyldningerne flyver om ørene på os. Tag for eksempel Libyen. Nogle siger, at vi skal blande os uden om og passe vores eget. Andre beskylder os for at have en skjult dagsorden, at vi kun er der på grund af olien.

Til de første vil jeg spørge: Kan I sige at I har respekt for jeres medmennesker og ikke ville hjælpe disse, når de har brug for det?Og til den anden gruppe, vil jeg sige: Er det, at andre interesser er i spil, en begrundelse for ikke at hjælpe? Hvis vores intentioner er gode, skulle vi så lade være, bare fordi andre ikke har den samme dagsorden som os?

Når alting bliver kompliceret, uoverskueligt, og vi bliver beskyldt for at have en skjult dagsorden, kan vi altid spørge os selv, om vores handlinger lever op til kravet om kærlighed og respekt for vores medmennesker.

Hvis svaret er ja, så har vi et ansvar for at handle og for at hjælpe, hvor vi kan.Vi ved at respekten for vores medmennesker og næstekærligheden er godt. Vi ved det, fordi vi kan bruge dem til at vurdere vores handlinger.

Derfor skal vi ikke bare benytte denne dag til at fejre, hvor godt vi har det herhjemme, eller hvor gode vi er til det med demokrati og respekt for individet. Vi skal se dagen som en anledning til at revurdere vores gøren og laden. For selv om vi for længst har vundet kampen for respekt, lighed og frihed i Danmark, bliver vi aldrig færdige med at passe, pleje og beskytte dem, når de bliver udfordret af andre værdisæt og andre kulturer.

Jeg ser de danske og især de demokratiske værdier som en smuk, men skrøbelig blomst. Vi skal vande og pleje dem, så de ikke tørrer ud og visner. Vi skal værdsætte dem og bringe dem frem i lyset og lade nye frø spire, hvor de kan. Og også disse nye spirer skal vi hjælpe med at fæste rod og vokse sig smukke. Det er det ansvar, vi har som borgere i et demokratisk, frit og næstekærligt samfund.

Amen – og fortsat god grundlovsdag!

fra www.berlingske.dk, 2.juni 2011:

I dag er det Kristi Himmelfartsdag. Lige meget om man ser opstigningen til himmels som en faktisk hændelse, eller om man opfatter den mere symbolsk, er denne dag en vigtig milepæl for Kristendommen.

Kristi Himmelfartsdag ligger 40 dage efter påske. Apostlenes Gerninger fortæller, at Jesus gik rundt på jorden i 40 dage, efter at han stod op fra de døde. Her fortalte han sine disciple om Guds rige og gav dem mange beviser på, at han var levende. Samtidig rummer Kristi himmelfart også det aspekt, at Jesus nu får del i Guds magt - han er ikke længere begrænset af tid og rum, som man er som menneske.

Jesu himmelfart markerer på en måde begyndelsen på kristendommens løsrivelse fra jødedommen, og markerer således også begyndelsen på kristendommen som en selvstændig religion.

Fordi denne dag markerer begyndelsen på kristendommen, og fordi kristendommen har udviklet sig enormt meget siden dens begyndelse, synes jeg, at dagen er velegnet til at gøre sig nogle tanker om udvikling, om tvivl og om tro.

Disse ting hænger for mig uløseligt sammen. Som menneske kan man ikke lade være med at vokse og udvikle sig i løbet af et liv. En stor del af denne udvikling foregår der, hvor man bliver konfronteret med sine normer, sine værdier og med sin tro. Det er her, vi har muligheden for at opnå en større indsigt i livet og i verden omkring os. Hvis man ikke er åben for at stille spørgsmål til tingene, hvis man ikke er åben for tvivl, hvordan skal man så kunne udvikle sig som menneske?

Derfor er troen for mit vedkommende heller ikke en konstant ting. Den er konstant for så vidt at jeg tror, men den er altid i udvikling. Jeg er født muslim. Det er en del af min arv og min opvækst. Men jeg er også både meget tvivlende og søgende i min tro. Jeg er søgende, fordi jeg gerne vil finde svar på livets store spørgsmål. Hvem er vi? Hvorfor er vi her? Hvor går vi hen? Er der en mening med det hele? Osv.

Jeg ser mig selv som værende både kulturmuslim og kulturkristen. Man kan ikke tage de danske værdier til sig uden i et eller andet omfang også at blive kulturkristen. De danske værdier er gennemsyrede af den lutherske kristne tankegang. I den luthersk-evangeliske kristendom er mennesket blevet selvstændiggjort og myndiggjort og med disse har det fået et ansvar for at følge Jesu eksempel. Respekten for individet og dets ret til at bestemme over eget liv og legeme er begge funderede i det kristne univers. Spørgsmål om skyld og synd er ligeledes tæt forbundne med tanken om ansvar og næstekærlighed.

Jeg er meget glad for, at jeg er blevet inviteret til at holde en gæsteprædiken i Mårum Kirke (Nordsjælland) på søndag. Jeg synes, det viser det smukke ved den danske folkekirke, at den er i besiddelse af så høj en grad af åbenhed og tolerance, som det kræver at invitere én som mig indenfor. Det vidner om en rummelighed i forhold til medmenneskene, som mange andre med fordel kunne tage ved lære af. Derfor er jeg også meget beæret over at være blevet inviteret af kirken.

Det er også rummeligheden, der gør, at der i folkekirken er plads til tvivlere. At der er plads til de søgende. Og at der er plads til at sætte spørgsmålstegn ved tingene. Det er der desværre ikke i islam. Af samme grund vil man f.eks. heller ikke kunne opleve en kristen lede fredagsbønnen og prædike i en moské, men jeg håber, at den dag engang vil komme, hvor det også er tilladt i islam at være søgende, at tvivle og at stille spørgsmål.

Jeg ved godt, at meningerne er mange og vandene er delte omkring det forhold at jeg, en muslim og en ikke-kristen, skal prædike ved en højmesse. På sin vis synes jeg blot at den debat, der er kommet i kølvandet på offentliggørelsen af min kommende prædiken understreger, at der netop er plads til forskellighed og til det at diskutere såvel kirkens som religionens rolle i den danske folkekirke.

Fortsat god Kristi Himmelfartsdag!

fra www.religion.dk, 5.maj 2011:

Det er godt, at Osama bin Laden er væk, men tilfredsheden ved nyheden om hans død er dobbeltmoralsk, skriver folketingsmedlem Naser Khader (K)

Osama bin Laden er blevet erklæret død. Det har skabt jubelscener i USA og i den vestlige verden. Men må man juble over et andet menneskes død - også selvom det er en terrorist? 

Folketingsmedlem Naser Khader svarer: 

Dårlig smag i munden
Så fik de endelig fat på ham, Yes! Det var min første umiddelbare reaktion, da nyheden om Osama bin Ladens død nåede frem. Straks efter blev jeg selvfølgelig ramt af en dårlig smag i munden, af dårlig samvittighed og af følelsen af at være dobbeltmoralsk.

Det er ikke fordi, jeg ikke er glad for at han er væk – for det er jeg – men snarere fordi, der er noget fundamentalt forkert ved at glæde sig over et andet menneskes død. Livet er for mig for dyrebart til, at man må glæde sig over at nogen har mistet det – også selvom det er bin Laden.

Det er intentionerne bag vores handlinger, der afgør, hvordan vi er som mennesker. Osama bin Ladens motiver var hævn og foragt. Han var så blændet af sit had, at han ikke evnede at føle empati med dem, han slog ihjel.

I stedet fejrede han deres død, som var det en sejr. Det er i bund og grund denne foragt for livet og for menneskeheden, der er svær at komme overens med. Og det er derfor, at så mange af os følte en umiddelbar tilfredsstillelse ved nyheden om hans død.

Men denne tilfredshed ved nyheden om hans død er dobbeltmoralsk. Ved at glædes over et menneskes død, udviser man så i virkeligheden ikke selv en fuldstændig manglende respekt for det enkelte liv? Er man ikke selv hadefuld og hævngerrig i dette øjeblik?

Vi lever i et samfund bygget på værdier om tilgivelse og næstekærlighed, men ved at juble over bin Ladens død praktiserer vi det stik modsatte.

Mødet med ondskaben
For mig at se opstår problemet dér, hvor man er stillet overfor det onde. Det er her, det er svært at holde fast i principperne. De har en tendens til at vige i det øjeblik, vi skal forholde os til ondskab.

Jeg tror, det bunder i, at målet med nogle handlinger er så gennemført modbydeligt, at vi hverken kan eller vil tilgive dem. Vi kan forsøge at forsone os med dem, men tilgive dem kan vi ikke. Hvordan kommer vi så videre herfra? Jeg ved det ikke.

I de sidste par dage er det blevet gentaget om og om igen, at retfærdigheden er sket fyldest. Det er jeg ikke enig i. Som udgangspunkt er hævn aldrig retfærdig, ligesom det aldrig vil være i orden, at glæde sig over eller at fejre andres ulykke. Det vil altid være en glidebane, der kun kan føre flere onder med sig.

Her handler det ikke længere om tilgivelse, men om hævngerrighed. Jeg er ikke tilhænger af øje for øje og tand for tand, for kun alt for mange eksempler viser, hvordan hævnakter eskalerer og fører mere vold og ulykke med sig.

Retfærdigheden er ikke sket fyldest
Derfor er det også forkert at tale om, at retfærdigheden er sket fyldest. Et tabt liv har intet med retfærdighed at gøre, det har 3000 tabte liv heller ikke, og det har hævn slet ikke. Retfærdigheden har ikke sejret.

Der er ikke nogen, der har vundet i kampen mellem USA og bin Laden. De menneskelige omkostninger har været for store til, at man kan tale om sejr eller om retfærdighed. Verden kan ikke altid deles op i sort og hvidt eller godt og ondt. Nogle gange vil vi være stillet overfor hændelsesforløb uden en sejrherre. Det må vi erkende og forsøge at forsone os med.

Men at Bin Ladens død ikke kan kaldes en retfærdig sejr, gør det ikke nødvendigvis til det ondes sejr over det gode. Stillet overfor valget mellem to onder, må vi være forpligtede til at foretrække det mindste af disse. Således er det motivet bag vores handlinger, der afgør om de er onde eller ej, ikke handlingerne selv.

Er intentionen med at slå Bin Laden ihjel hævn, vil handlingen som sådan være ond. Men hvis hans død kan forhindre bare en smule mere død og lidelse i verden, må denne hændelse alligevel være at foretrække. Retfærdig bliver en sådan handling aldrig, men den kan retfærdiggøres ved hjælp af intentionen bag.

Vi fejrer, at bin Laden ikke kan udføre flere forbrydelser
Når dette er sagt, er jeg stadig glad for, at der ikke længere eksisterer en Osama Bin Laden i verden. Det, det handler om, er, at Bin Laden nu ikke længere har muligheden for at gentage eller udføre flere forbrydelser mod menneskeheden.

Han har ødelagt så utrolig meget for muslimer i hele verden, han har opildnet til had, vold og mord. Han jublede, da terrorangrebet d. 11. september lykkedes, og 3000 uskyldige (og tilfældige) mennesker mistede livet. Han repræsenterede den værste gren af islam og brugte sit liv på at udbrede og organisere hævn over alle, som ikke var enige med ham. Derfor fejrer vi ikke mennesket bin Ladens, men hans handlingers, endeligt.

fra www.berlingske.dk, 27.april 2011:

Nu har frihedsbølgen også ramt Syrien, mit fødeland. Jeg er naturligvis meget delt omkring dette. På den ene side, synes jeg, at det er helt fantastisk, at også syrerne nu gør krav på frihed og demokrati. På den anden side er jeg fuldstændig forfærdet over præsident Bashar al-Asads behandling af demonstranterne.

Jeg kan sagtens forstå, at demonstrationerne er kommet til Syrien lidt senere end i de andre arabiske lande, for Asad-styret har en lang historie med at slå nådesløst og brutalt ned på dets kritikere og på et hvert forsøg på oprør. Her tænker jeg bl.a. på massakren i byen Hama i 1982, som kostede op mod 40.000 mennesker livet, men jeg tænker også på den konsekvente overvågning og statuering af eksempler, som enhver, der udtrykker sig kritisk om styret, må forberede sig på.

Da jeg var barn i Syrien, kan jeg huske en ung fagforeningsmand, som åbent beklagede sig over Asads far, som kom til magten ved et militærkup i 1970. Han blev hentet af sikkerhedsstyrkerne en nat, og vi så ham først igen en måned senere, da han blev smidt ud af en militærbil. Død. Han blev dumpet, som var han affald, på byens plads. Det er sådan Asad-regimet holder enhver protest nede. Jeg var kun 11, da jeg kom til Danmark, men denne oplevelse har været stærkt medvirkende til at forme min kærlighed til demokratiet og til ytringsfriheden.

Men den har også været med til at cementere en instinktiv nervøsitet for uniformerede mænd, for jeg har oplevet, hvordan den konstante censur og fratagelse af ytringsfrihed kan skabe et overvågningssamfund værre end det tidligere DDR. Et samfund, hvor alle frygter alle, hvor angsten, for at børnene eller andre nært betroede skulle komme til at tale over sig eller vise sig at være en civile ’informanter’, er allestedsnærværende. Regimet råder også den dag i dag over Stasi-lignende sikkerhedsstyrker, for hvem det er lykkedes at true befolkningen til tavshed. Derfor er det en sejr i sig selv, at der overhovedet er demonstranter på gaderne i Syrien.

Når jeg i disse dage taler med venner og familie i Syrien, er holdningerne til demonstrationerne markant forskellige. Regeringen har især på det seneste ’trukket islamist-kortet’. Således er den historie, som landets medier viderebringer, historien om de farlige islamister eller salafister, som Asads styre heldigvis slår hårdt ned på, når landets borgere og deres sikkerhed trues af disse ekstremister. Flere af de ældre familiemedlemmer køber denne propaganda, og synes det er godt, at regeringen beskytter dem. Andre køber den ikke, men vælger til gengæld at resignere. Asads rædselsregime er simpelthen så velfunderet i deres bevidsthed, at de ikke tør risikere modstand, og heller ikke tror på, at det vil kunne lykkes at vælte Asad.

Og så er der ungdommen. Her er holdningen, at det er nu eller aldrig. Det er dem, der går på gaden og demonstrerer. Det er dem, der bliver udsat for militærets klapjagt. Det er dem, der er modige. Det er dem, der er de virkelige helte. Jeg nærer den dybeste respekt for disse unge. Den angst, som gennemsyrer hele det syriske samfund, tilsidesættes for ønsket om demokrati, ytringsfrihed og retten til medbestemmelse. Det er håbet om dette, der får dem til at gå på gaden og demonstrere.

Desværre skal der mere end demonstrationer til. Meget mere. For historien vidner om, at regimet er villig til at tage alle grufulde midler i brug, for at blive på magten. Det er fuldstændig uacceptabelt, hvis Asad får lov til at fortsætte sit brutale fremfærd mod fredelige borgere som blot ønsker nogle frihedsrettigheder. Derfor er vi – Danmark, EU og resten af det internationale samfund – nødt til at støtte og forsøge at beskytte de syriske demonstranter. Der skal mere end en fordømmelse af overgrebene til.  Asad har allerede selv bevist, at det ikke afskrækker ham spor. Derfor skal vi – forhåbentligt sammen med USA – indføre sanktioner overfor det brutale styre.

Når styret falder – og det vil det gøre - det er blot et spørgsmål om antallet af måneder og menneskeliv, det vil kræve at afsætte regimet – må vi berede os på at sætte lederne for en krigsforbryderdomstol. Indtil da, må vi presse Asad til det yderste, for at begrænse blodsudgydelserne mest muligt. Jeg frygter, at revolutionen i Syrien bliver den blodigste hidtil. Netop derfor har vi i Europa i særdeleshed et ansvar for at gribe ind mod overgreb på civile.

Her til morgen har vores Udenrigsminister Lene Espersen foreslået en række initiativer, som Danmark og EU kan og bør iværksætte for at gøre det klart overfor regimet, at voldshandlingerne må slutte.Det omfatter blandt andet at vi suspendere alt samarbejde med Syrien, inklusiv alle overvejelser om indgåelsen af en associeringsaftale. Desuden sanktioner som et indrejseforbud for regimets inderkreds og ikke mindst våbenembargo, for at afholde styret fra overgreb på befolkningen.  Initiativer, som har min fulde støtte.